Kampen mod krænkelser

Pædofiliens gråzone

Kun sådan vil foreningsledere blive bedre i stand til at forebygge seksuelle overgreb.
Sådan lyder en af de konklusioner som cand.scient Jan Toftegaard Nielsen drager efter tre års arbejde med en ph.d afhandling om seksuelle krænkelser af børn i idrætslivet med fokus på trænernes rolle.
Kun et fåtal af danske idrætsforeninger har nedskrevet en samværspolitik der sætter lys på det han kalder pædofiliens gråzone:

Seksuelle krænkelser der ikke anmeldes til politiet som pædofile overgreb, spænder fra trænerens sjofle bemærkninger over berøringer og blufærdighedskrænkelse til samleje. »Angående det såkaldte mørketal, altså seksuelle krænkelser der aldrig er blevet meldt til politiet, så har jeg igennem de sidste 10 år ikke mødt et menneske der ikke kender eksempler på krænkelser i en idrætsforening,« hævder han.
Jan Toftegaard Nielsen har indsamlet 300 uanmeldte sager som han hørte om på rygteplanet.

Fra intimitet til tilnærmelser

Desuden har Jan Toftegaard Nielsen gennemgået 8.000 opringninger til Børns Vilkårs telefonlinje gennem de seneste to år og dér fundet 8-10 uanmeldte sager. To andre eksempler fra idrætslivet har han fundet via henvendelser til akut- og rådgivningscentre.

»Min påstand er at mørketallet findes og at det er knyttet til det tillidsfulde og tætte forhold der ofte findes mellem et barn og en træner, hvor børnene ikke selv er i stand til at vurdere hvornår intimiteten forvandles til tilnærmelser,« siger han.

1. Trænerens motivation eller tilbøjelighed. »Den hænger ofte sammen med personens mangel på social kontakt.«
2. Udøverens sårbarhed. »Overgrebene sker oftest i forbindelse med alkohol og i krænkerens hjem hvor barnets tillidsfulde kontakt til den voksne nogle gange misbruges.«
3. Foreningens spilleregler for trænere.

»Hvordan ansættes en træner? Hvilke krav har foreningen til dem? Er træneren alene med børnene? Trænes børnene på andre end de fastsatte tidspunkter og er der enetimer for nogle af børnene?«
Svaret på spørgsmålene er ifølge Jan Toftegaard Nielsen enkelt:
»De færreste idrætsforeninger har et redskab til en håndtere en sag hvis de står med en. Men da det er foreningslederne der vælger hvilken adfærd trænerne bør udvise, bør enhver idrætsforening også have en politik der kan afskrække potentielle krænkere,« understreger han.

Forenklet lovkrav

Jan Toftegaard Nielsen kalder kulturminister Brian Mikkelsens kommende lovkrav til foreningerne om at tjekke alle trænere i Det Centrale Kriminalregister forenklet, fordi det kun vil fange de der tidligere har begået overgreb.
»Foreningerne bør bruge en bredere palet af handlemuligheder fra ansættelseskrav til trænere, flere åbne diskussioner om emnet og en decideret samværspolitik.«

»Mange foreningsledere reagerer helst ikke før de har fået en sag på halsen.«
»Men afklarer foreningen sine mål og værdier samt nedfælder dem i et sæt etiske retningslinjer, får lederne lettere ved at vurdere hvilke kompetencer klubbens trænere skal have og hvilken adfærd der er foreneligt med værdisættet,« forklarer han.

Afklarer foreningerne ikke sine værdier, frygter Jan Toftegaard Nielsen at trænere der bevidst eller ubevidst har opnået børnenes fortrolighed lettere får mulighed for at krænke dem hvis det er det de vil.
»For foreningen handler det om at signalere sin opmærksomhed på trænernes adfærd og de krav de stiller til trænerne ud til forældrene for at gøre dem trygge.«

Mere rådgiving

I det arbejde har foreningslederne brug for organisationernes støtte. Men den synes han ikke at de får i tilstrækkelig grad selv om DGI og DIF i hans øjne bærer et stort ansvar for inddrage sine medlemsforeninger aktivt i forebyggelsen.

»Deres handlinger på området er medieorienterede og fragmenterede på en måde der hindrer dem i at fungere som rådgivere for såvel foreninger som ofre der ofte savner en indsigtsfuld sagsbehandling,« hævder han.
»Når DIF på sin side opfordrer alle sine medlemsforeninger til at tjekke trænerne i registret, skal de nok gøre det. Men hidtil har kun fem procent af foreningerne selv sørget for at tjekke sine trænere og ledere,« forklarer han.

At DGI har en hjemmeside om pædofili og en udrykningsgruppe af rådgivere, mener han heller ikke rækker som hjælp til foreninger der ikke ved hvordan man tager hul på at drøfte en samværspolitik eller konkret kan udforme den.

Det største problem ligger dog hos de mange idrætsledere der helst ikke tager emnet op før det bliver relevant i deres egen forening.
»Denne tøven er idrættens akilleshæl fordi lederne finder det svært at tale om pædofili eller seksuelle overgreb,« påpeger Jan Toftegaard Nielsen og remser deres begrundelser op:

»De føler sig overbebyrdede i forvejen, de tror ikke at der kan ske overgreb i deres lille forening hvor alle kender hinanden, de mener at de kan håndtere en sag hvis den opstår eller de tør ikke stille adfærdskrav til trænerne af frygt for at miste dem.«
Derfor opfordrer Jan Toftegaard Nielsen Folketinget til at oprette et uafhængigt udrykningskorps med kyndig og neutral rådgivning til foreningslivet til afløsning af DGI og DIF's udrykningshold som ikke synes at nå foreningslederne trods deres velmenende holdning.

Vilje til at tackle overgrebene

Men kommer der ikke mere skred i foreningernes vilje til at tackle de delvist tabubelagte seksuelle overgreb mod børn, kan det ende som i England, forudser han.
Her kan en forening kun modtage offentlig støtte hvis den har udarbejdet en handlingsplan mod seksuelle krænkelser af børn.

Indtil det kommer så vidt, advarer Jan Toftegaard Nielsen dog foreningsfolket mod at blive berøringsangste og paranoide i spørgsmålet om de relativt få seksuelle overgreb mod børn i foreningslivet.
»Intimitet er da o.k. i idrætten. Det er snarere reglerne for adfærd der bør reguleres,« konstaterer han.